Aldrig har der været så stor fokus på cookies, og her menes ikke mormors hjemmebagte småkager med chokolade og nødder. Cookies er nemlig noget ganske andet, når de nævnes i sammenhæng med computere og hjemmesider.
Men hvad er en cookie og hvorfor alt den hype om cookies netop nu?
Hvad er en cookie?
En cookie er en lille tekstfil, som gemmes på din enhed (computer, tablet, telefon osv), når du besøger en hjemmeside. Hvor mange cookies, en hjemmeside gemmer, varierer fra side til side. Nogle sider sætter ingen cookies, mens andre sætter helt op imod 50 cookies. Cookies kan gemmes på en enhed i alt fra sekunder til år og er i modsætning til hvad mange tror ikke farlig eller skadelig.
Forskellige formål
Cookies kan have mange forskellige funktioner, men de mest almindelige formål er:
- Huske brugernavn og adgangskode, så man ikke skal logge ind hver gang, man besøger en side. Eksempelvis Facebook.
- Huske hvilke varer du har lagt i indkøbskurven på en webshop.
- Indsamle oplysninger om brugen af hjemmesiden til statistisk. Det kan være hvor længe en besøgende har været på siden, hvor mange gange en besøgende har besøgt siden, om man har besøgt siden før osv.
- Huske hvilke annoncer du har set på hjemmesiden.
Med andre ord gemmer cookies information, som gør din oplevelse på hjemmesiden bedre.
Cookieloven anno 2011
Den 14. december 2011 trådte EU’s cookielov i kraft. Det betød, at alle europæiske hjemmesider for fremtiden skulle oplyse om brugen af cookies. Men først i efteråret 2013 begyndte danske virksomheder at leve op til reglerne i Danmark efter, at Erhvervsstyrelsen varslede bøder for ikke at overholde loven med indgangen til 2014.
Nu ser man danske hjemmesider stå i kø for at få lov til at gemme cookies på besøgendes enheder, selvom de altid har gjort det. På den måde er cookies gået fra at være noget nørdet, som kun de færreste kendte til, til nu at være noget alle danskere skal forholde sig til.
Det er altså begrundelsen for, at man nu pludselig bliver bedt om at tage stilling til cookies i tide og utide.
Derudover er det paradoksalt, at hvis man vælger nej til cookies, så sætter hjemmesiden cookie for at huske dit valg.