Nulstil dit kodeord i WordPress

Hvis man nogensinde har smækket sig ude af huset, så kender man alt til følelsen af afmagt, desperation og glæden ved at have en ekstra nøgle i skuret. Følelsen er nogenlunde den samme, hvis man har glemt sit kodeord til WordPress. Desværre kan man bare ikke have en “ekstra nøgle” i skuret.

Derfor må man finde på andre måder at nulstille sit kodeord til WordPress, og heldigvis behøver et glemt kodeord ikke at være jordens undergang. Der er nemlig mange muligheder for at nulstille et kodeord i WordPress. Her får du tre måder – eller faktisk kun to, da den første metode kræver, at du allerede er logget ind.

Guiden er skrevet til hjemmesideejere og WordPress administratorer.

Tre måder at ændre kodeordet på

I WordPress er der tre måder, du kan ændre kodeord på for dig selv eller andre brugere på siden. Den første metode kræver, at du kender dit eget administrator kodeord til WordPress, mens de to sidste metoder er gode, hvis du virkelig har glemt kodeordet til WordPress.

Via kontrolpanelet

Den nemmeste måde at nulstille sit kodeord på er selvfølgelig ved at logge på WordPress. Denne metode kan også bruges, hvis du vil ændre et kodeord for en anden bruger på siden. Læs nedenfor.

  1. Log på WordPress
  2. Vælg “Brugere” i menuen til venstre
  3. Vælg “Din profil” og scroll ned i bunden
  4. Indtast et nyt kodeord og tryk “Opdater profil”

Hvis du som administrator vil ændre kodeordet hos en anden bruger, kan det gøres på følgende måde

  1. Log på WordPress
  2. Vælg “Brugere” i menuen til venstre
  3. Vælg “Alle brugere”
  4. Find den bruger, du ønsker at ændre kodeordet for
  5. Hold musen over navnet på brugeren, og tryk på “Rediger”
  6. Scroll ned i bunden og indtast et nyt kodeord
  7. Afslut ved at trykke “Opdater profil”

Få nyt kodeord på mail

Har du glemt dit kodeord til WordPress, så bliver det lidt sværere, men ikke umuligt at nulstille dit kodeord. Du kan nemlig få et nye kodeord på mail. Det kræver selvfølgelig, at du har indtastet en gyldig mail.

  1. Gå til login-siden af WordPress (www.dinside.dk/wp-login.php)
  2. Klik på “Mistet din adgangskode?”
  3. Indtast dit WordPress brugernavn eller mailadresse
  4. Afslut med “Få ny adgangskode”
  5. I løbet af et par minutter modtager du en mail med et bekræftelseslink. Klik på linket.
  6. Indtast nu et nyt kodeord og afslut med “Nulstil adgangskode”

Hvis du mod forventning ikke modtager en mail, så tjek din spam-mappe (og undgå panik). Der er altid en måde at ændre kodeordet til WordPress på.

Ændre kodeord gennem phpMyAdmin

Har du for alvor smækket dig selv ude, bliver det teknisk. Du kan ringe efter låsesmeden (teknisk hjælp), eller du kan begive dig ud i at prøve selv. Det er ikke så svært, som det lyder.

Det kræver, at du kender til dine database informationer. Altså at du kan logge ind i din database gennem eksempelvis phpMyAdmin. De oplysninger finder du hos dit webhotel. Du kan derfor ikke bruge denne metode, hvis du har din WordPress-side liggende hos WordPress.com eller lignende udbydere. Vi skal nemlig ned og ændre kodeordet i databasen.

Eksemplet her tager udgangspunkt i, at du bruger phpMyAdmin. Hvis du allerede her er i tvivl, så kontakt din “låsesmed” eller spørg dit webhotel, som typisk kan hjælpe dig.

  1. Gå til phpMyAdmin (ligger ofte på www.phpmyadmin.dinside.dk eller www.phpmyadmin.dinhost.dk. Alternativ kan du kontakte din host for at høre om, hvor du finder phpMyAdmin.)
  2. Login på phpMyAdmin med de login oplysninger, som du fik, da du oprettede dit webhotel og database.
  3. Find tablen “wp_users”
  4. Åben tablen ved at klikke på ikonet “Browse”
  5. Find brugernavnet på den bruger, der skal have nulstillet sit kodeord. Brugernavnet står i kolonnen “user_login”
  6. Tryk på ikonet “Edit”
  7. Slet teksten i feltet “user_pass”. Skriv dit nye kodeord og vælg så MD5 på listen over funktioner.
  8. Afslut med at trykke “Udfør”

Dit kodeord er nu opdateret, og du kan nu logge ind igen med det kodeord, som du valgte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.